Hejhej

Der er godt nok stille herinde, hva’!?

Det er nok lidt fordi, at jeg lige nu bruger ret meget tid på mit nye, tidligere omtalte, shop projekt. Lige nu flyder stuegulvet med stof i alle mulige farver og mønstre og midt i det hele ligger jeg og klipper som en gal. 7 jakker, skulle det gerne blive til i første omgang. Samme snit, men med helt forskellige udtryk og farver, så der forhåbentligt bliver noget for enhver smag. Jeg kan desværre ikke vise nogen billeder af noget interessant endnu, men det varer ikke længe, hvis alt går efter planen.

IMG_8335

IMG_8336

IMG_8355

Jeg holder selvfølgelig bloggen opdateret med hvad der sker, men hvis man har lyst kan man også kigge med på Instagram. Derinde hedder det @gefiltefish-shop. Herinde kalder vi det bare Gefiltefish.

IMG_8334

Uha, jeg er spændt på hvad folket synes!

 

 

 

To Do

Det er vel efterhånden ingen hemmelighed at jeg finder utrolig meget inspiration på Pinterest. Det er og bliver ved at være en uudtømmelig kilde og samtidig også en god måde at opdage nye blogs på. Alle mine med-pinterestere kender vel nok det med at få klikket sig længere og længere væk fra udgangspunktet og det er jo ofte dér man finder alt guldet.

Jeg har samlet mig en lille visuel to do-liste med blot nogle af de ting jeg kunne tænke mig at gøre efter i den nærmeste fremtid.

Fuglesweat

1/ Fugleinspireret sweatshirt a la franske Le Bestiaire.

 

Hexagonal

2/ Hexagonal dims af plasticstænger. Tutorial findes her.

 

Indianerkæde

3/ Indianerinspireret perlekæde. Nogen har været flink at lave en tutorial til dette mønster. Selvfølgelig kan man selv begynde at tælle og lave mønstret som man vil, men min (meget lidt matematiske) hjerne gik i stå og blev helt stille, da jeg begyndte at overveje dén mulighed, så jeg tager taknemmeligt imod vejledningen og ændrer nok bare lidt på farverne…

 

Kattesko

4/ Katteskosnuder. Det siger sig selv, at jeg skal have lavet sådan et par.

 

Lommelir

5/ Lir på jakkelomme og bukseopslag. Især ideen med bukseopslaget er jeg ret lun på. Jeg synes det er en virkelig fin måde at gøre sine boyfriendjeans lidt mere girly på. Og så holder jeg jo nok aldrig op med at være 5 år, når det gælder pailletter og ting der glimter…

 

Malede bukser

6/ Malede bukser. De ser virkelig fine ud – spørgsmålet er bare om man kan gøre kunsten efter, uden at det kommer til at se lidt for hjemmegjort ud på den ikke så fede måde…

 

Sweatshirtvævning

7/ Sweatshirt-vævning. Ret fint og ret nemt!

 

Jep, projekterne er der. Nu mangler jeg bare tiden… Nogen der har lidt til overs, de ikke skal bruge?

 

 

DIY: Galaxy-kjole

Er det ikke vildt, hvad man kan lave med en forstøver og en flaske Klorin…!? Ja, jeg er altså stadig helt på toppen over, at man kan lave sådan et print selv, og så så nemt!

Jeg greb lige hvad jeg havde i skabet, som var en lille sort sag fra H&M, men egentlig ville jeg hellere have haft en lidt oversized T-shirt kjoleagtig ting. Sådan en må opstøves og så må jeg igang med at lege igen.

Man skal bruge:

– Aviser til afdækning

– En forstøver

– Klorin

– Et stykke beklædning

– Evt. en hårtørrer til at speede processen op

Galaxy1

1. Start med at blande 1 del klorin til 4 dele vand i forstøveren. Hvis man senere bliver lidt dumdristig modig, kan man lave en lidt mere koncentreret blanding og lave effekter med.

2. Spray med løs hånd de steder på tøjet, hvor du vil have en effekt og lad det trække ind i stoffet.

3. Man kan fremskynde blegningsprocessen ved at tørre på områderne med en hårtørrer.

Galaxy2

4. Sådan så min kjole ud efter jeg havde sprayet godt med 1:4 blandingen. Derefter blandede jeg en portion med halvt af hver og sprayede ovenpå nogle af de områder der var blevet bleget, for at prøve at lave lidt mere “dybde” i printet.

Galaxy3

Og så endte det således…

Galaxy4

Men så var det, at det greb lidt om sig… For jeg ville lige prøve at lave nogle blinkende stjerner, tegnet med en tandstik og en endnu mere koncentreret blanding, og det kan man så diskutere graden af vellykkethed med… Så det punkt skal man nok bare springe over.

Galaxy5

Jeg kan virkelig anbefale, at man kaster sig ud i dette projekt, hvis man kan lide den galaxy-print tendens der er for tiden, for det er altså rigtig sjovt at lave. Dog også lidt udfordrende, hvis man er typen der har det bedst med kontrol, for det har man ikke meget af her. Det er umuligt på forhånd, at sige hvordan stoffet vil reagere på klorin-blandingen, så måske skal man ikke lige ofre sin allerdyreste Acne T-shirt på projektet. Siger det bare… ;-)

DIY Easy-peasy læderbælte

Inspireret af noget jeg så på Pinterest en dag, har jeg skåret mig et lille bælte. Jeg havde et rigtig fint gult stykke ruskind til at ligge og endelig fandt jeg anvendelse for det. Stykket var dog ikke helt langt nok, så jeg har lavet bæltet i to stykker og blot sat det sammen med en enkelt nitte.

Bælte

Det fine ved dette bælte er at det kan bæres på utallige måder. Kun fantasien (og længden) sætter grænsen.

Bælte2

Jeg har forsøgt at illustrere på tegningen hvor “lukkemekanismen”, som i virkeligheden bare er to X to snit skåret med hobbykniv, sidder. Hvordan man ellers vil udforme bæltet er ligeledes helt op fantasien.

Bælte1

 

Jeg er gået i vandret på sofaen med en ordentlig omgang forkølelse, men jeg håber I har haft en god start på ugen.

 

 

DIY Re-fashion: Fra én blondesag til en anden

Så har jeg igen klippet en af mine kjoler i stykker. Denne gang gik det ud over en blondesag, som jeg har haft på én gang. Problemet var vist at den var lidt for fin. Nederdelen kan til gengæld nedtones lidt med en sweatshirt eller en denimskjorte, og er derfor blevet brugt flittigt siden.

Desværre fik jeg ikke taget billeder af selve processen, men jeg vil prøve at forklare mig så godt jeg kan.

Blondekjole

Jeg valgte den meget nemme løsning, som var at klippe overdelen af, et godt stykke over sammensyningen i taljen. På den måde fik jeg faktisk en fin lining forærende, da jeg bagefter blot skulle lave et ombuk og sy en stikning oven i den, der allerede fandtes i sammensyningen.

Bredden på ombukket afgøres af hvor bredt et elastik man vil have i. Jeg valgte at bruge et bredt elastik, så jeg kan sætte et bælte i taljen hvis jeg skulle have lyst til det.

Blondenederdel2

En lille detalje ved den forhenværende kjole var, at den havde lynlås i siden, som fortsatte ned i underdelen. Men jeg besluttede mig for at udnytte den, da nederdelen, trods elastikken i taljen, ville blive lige til den stramme side. Så jeg klippede simpelthen bare ‘tænderne’ af det der var tilbage af lynlåsen og syede to tryklåse i åbningen i stedet. Og nu går på- og afmonteringen meget bedre!

Blondenederdel3

Færdig!

Blondenederdel1

DIY Re-fashion: Fra vest til cardigan (med gæsteoptræden)

Jeg har aldrig rigtig kunne finde ud af det med veste. Altså hvornår man skal bruge dem… Jeg er en frossenpind af format, så at bruge dem som overtøj er udelukket. Så fryser jeg jo på armene! At bruge dem som inde-overtøj (?!), virker bare lidt fjollet på mig. Jeg er i virkeligheden mere en cardiganpige. Alligevel skulle jeg åbenbart bare eje ruskindsvesten fra H&M for et par år siden. Det er ikke meget den har været brugt, må jeg nok tilstå.

Vest05

Men en dag gik det pludselig gik op for mig. Hvis vesten nu fik ærmer, ville jeg nok komme til at bruge den, for så ville det jo være… en cardigan! Og heldigvis har jeg en meget sød veninde, som er mester i strikning, og som gerne ville strikke et par ærmer til mig (TAK søde Ditte!). Udgangspunktet var egentlig, som det anes på tegningen, at ærmerne skulle have haft et mønster. Men jeg fortrød og ville hellere bare holde det enkelt og mere anvendeligt. Det har jeg til gengæld ikke fortrudt. Jeg må sige, at jeg er blevet overordentligt glad for min nye cardigan, som i disse kolde dage tjener som et dejlig varmt ekstra lag under jakken og til foråret og sommer sikkert bliver perfekt som overtøj til de knap så varme dage.

Vest-tegning

Vest1

Vest2

Vest3

Vest4

 

Dette koncept kan jo nemt overføres til en jakke, blazer eller lign. som trænger til nyt liv. Det er forholdsvist nemt, at fjerne et par ærmer og rigtig nemt, at sy et par nye strikærmer i. Måske har du endda en gammel strikbluse, som kan ofres til formålet.

 

English recap: So I bought this suede vest a couple of years ago, even though I don’t really understand the concept of that particular piece of garment. I’m really more of a cardi-girl. That is also the reason why I haven’t used very much… Fortunately for me, one of my very dear friends, is also an excellent knitter! In no time she made me a pair of sleeves and now I’m loving my new cozy cardigan.

 

 

Nye tider?

Jeg er, her i kølvandet på årskiftet, stødt på to nye tiltag, som jeg synes er lidt interessante. Og som får mig til at tro på, at vi faktisk er på vej mod nye tider i forhold til vores skræmmende store forbrugsorgie. Fundamentet som bloggen her er bygget på, består af tanker og ønsker om, at vi skal blive bedre til at bruge de ting vi har i vores skabe, ved f.eks. at ændre lidt på tingene og derved give det nyt liv. Og at vi skal (lære at) lave ting selv med vores hænder i stedet for bare at købe og købe i vildskab. Bevares, jeg skal ikke gøre mig bedre end nogen andre. Jeg elsker tøj. Jeg elsker sko. Og jeg elsker at shoppe ting til min bolig. Men jeg synes samtidig, at vi som forbrugere har et stort ansvar for at være yderst bevidste om vores valg når vi går ud og køber. Jeg ville f.eks utrolig gerne være sådan en der køber lidt, men godt. Kvalitetsvarer skabt med omtanke og som jeg derfor ved at jeg vil værdsætte meget mere, fremfor billigt skrammel, som man derfor smider ud “med god samvittighed” når det går i stykker. For det gør det. Men jeg falder jo stadig, gang på gang i skrammel-fælden, fordi kvantitet desværre ofte lyder som kvalitet, i ørene på en fattigrøv. Uanset hvilken type shopper man er, synes jeg i hvert fald at der er en sjov udfordring i at få sit tøj til at leve så længe som muligt, og ofte er det så lidt der skal til.

Det er måske ved at være en halvgammel nyhed, men nyt er det i hvert fald at H&M nu også hopper med på genbrugsbølgen. Det vil fra februar 2013 være muligt at bytte sit brugte tøj i H&M’s butikker og til gengæld få et rabatbevis på 15% for hver fyldt pose med tøj man kommer med. Jeg forestiller mig, at der findes mange meninger, af både positiv og negativ karakter, om den sag og jeg vil nu nok fortsat forestrække at aflevere mig aflagte hos en velgørende organisation. Men initiativet er forfriskende. Og et tegn på omtanke og ansvarlighed. Og det kipper jeg gerne med hatten for.

Og nu vi er ved initiativer, er der et andet sjovt initiativ jeg synes jeg lige vil gøre opmærksom på. Facebookgruppen Non Shoppers Unanonymous er stiftet af Frederikke Lett, som er stået af forbrugsræset og ikke har brugt penge på tøj i et halvt. Det har været så stor en succes, at hun nu vil tage et halvt år mere og samtidig har dannet sig en gruppe af med-non shoppers til at gøre udfordringen ekstra sjov. Jeg synes det er en ret sjov ide, som uden tvivl ville være sund for rigtig mange af os at udfordre os selv i. Du kan læse mere om Frederikkes oplevelse af det første halve år her.

Er I her endnu, eller er I faldet i søvn derude…? Jeg er færdig nu. Næsten…

Tøjet på nedenstående billeder er et udpluk af mit ‘Projekt Garderobe Make Over’ som kommer til at foregå hen over de næste måneder. Jeg har så mange ting i min garderobe, som med lidt omforandringer sikkert kan få en renaissance. Det er i hvert fald forsøget værd.

Kluns

Strik

 

 

DIY: Sløjfe á la Marni

Jeg kan ret godt lide det meste af det Marni strikker sammen. Og denne sæson er ingen undtagelse. Især kan jeg lide sæsonens sløjfer, både i form af broche og bælte.

 

 

Men jeg har ikke råd til at iklæde mig den slags luksusheder, og i virkeligheden er det jo ganske enkelt at lave noget lignende selv. Så det har jeg kastet mig ud i.

Til formålet har jeg brugt:

– Ca. 2,30 m velourbånd i stykker fordelt således: 2 x 32 cm, 1 x 11 cm, 1 x 75 cm og 1 x 72 cm

– Allround lim

– En brochenål

– Nål & tråd

 

1. Lim de to stykker på 32 cm sammen vrang mod vrang. Fold derefter de to lange stykker på midten og kom lim imellem.

2. Fold det 32 cm lange stykke så enderne overlapper hinanden med 1-1 1/2 cm og sy dem sammen.

3. Fold det korteste stykke henover midten på det sammensyede stykke og sy også dette sammen. Det skal helst sidde så stramt som muligt rundt om det der nu er blevet til sløjfen.

 

 

 

4. Smelt de ikke-foldede ender på de to lange stykker let med en lighter, og læg dem ovenpå hinanden, lidt forskudt for hinanden som på billede 4. Sy dem derefter fast på sløjfen.

5. Sy til sidst brochenålen fast bag på sløjfen. And be done!

6. Pas under processen på eventuelle kattesnuder. De limer godt, men bliver så tunge at have hængende om halsen…

 

 

 

 

 

DIY: Stories-jakke i ny forklædning

Mit forsøg på at komme, hvis ikke hele verdens så i hvert fald min egen OCC (Obsessive Compulsive Consumerism) til livs, må nok siges at have nået nye højder. Og nu lyder der muligvis et ramaskrig henne fra modeverden… Men jeg har altså ommøbleret lidt på min, engang rockerdyre, Stories by Rikkemai-jakke. Husker I den?

 

 

 

Jeg er typen der aldrig rigtig har nogen penge, så det at eje et stykke beklædning til treethalvttusinde er noget der sker cirka aldrig meget sjældent for mig. Derfor har denne jakke hængt i min garderobe i tre år – urørt. Jeg blev nemlig træt af den efter et par sæsoner eller tre, hvor man efterhånden så alle rende rundt enten i dén eller et af de utallige rip-off’s der blev lavet dengang. Og fordi vi fattigrøve ikke lige skiller os af med SÅ dyre ting, når først vi har fået fingre i det, ja så har den altså bare hængt der…

Men nu er det slut med det. For nu har jeg givet den en modernisering. Jeg har givet den nye ærmer, klippet de meget genkendelige bindebånd af og syet en ny knaplukning på den. Og hvis jeg selv skal sige det, er resultatet faktisk blevet ganske godt. Jeg kan godt lide det touch af uniformsjakke den har fået, samtidig med at den stadig er überfeminin. Og det bedste af det hele: Jeg har haft den på hver dag siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Burde jeg meldes til modepolitiet for denne forseelse? Eller er vi bølgelængde…?